ligvis også i køb med successive leverancer kan fastholde ved sælgerens misligholdelse, dvs. kræve opfyldelse in natura efter almindelige regler herom. Dette gælder både for den forsinkede leverance og for fremtidige leverancer. Vil køberen fastholde kontrakten, må han uanset restancen for en tidligere leverance betale for de efterfølgende leverancer, jf. U 1916.67 H, hvor fem kontrakter om leverancer af råjern, indgået i tiden fra 4. marts til 27. maj 1913 »maatte betragtes som en Helhed«. ⁸⁹⁸898. Se Torsten Iversen: Obligationsret, 3. del, 3. udg. (2018) s. 30. Køberen kan ikke tilbageholde købesummen for en leverance for at fremtvinge levering af andre (forsinkede) leverancer. ⁸⁹⁹899. Se Søren Theilgaard m.fl.: Købeloven med kommentarer, 4. udg. (2017) s. 337, Almén: Köp, 4. udg. (1960) s. 266 f. – I køb med successive leverancer kan sælgeren tilsvarende ikke fremtvinge betaling for tidligere leverancer ved at tilbageholde fremtidige leveringer, jf. Søren Theilgaard m.fl.: Købeloven med kommentarer, 4. udg. (2017) s. 611 og Almén: Kóp, 4. udg. (1960) s. 469. – Sælgerens manglende tilbageholdsret er ingenlunde udtryk for, at sælgeren tvinges til at vælge mellem enten at hæve eller fortsat at levere på kredit (f.eks. med en oprindeligt aftalt 30-dages betalingsfrist): Det følger således af almindelige obligationsretlige regler, at en sælger, som nok har indrømmet køberen en kredit, ikke har pligt til at yde en køber i mora yderligere kredit (heller ikke selv om en betalingsfrist var oprindeligt aftalt i et køb med successive leverancer). Sælgeren kan således fastholde købet og kræve kontant betaling som betingelse for overgivelse af fremtidige leverancer, jf. Torsten Iversen: Obligationsret, 3. del, 3. udg. (2018) s. 30. Der er dog stillet spørgsmålstegn ved rigtigheden af denne antagelse med angivelse af, »at resultatet flytter i så fald med over i § 28«. ⁹⁰⁰900. Se Anna Christensen: Studier i Köprätt (1970) s. 101 ff. og 154 ff., hvortil henvises af Lasse Højlund Christensen i ET 2007.361 (365) med angivelse af, at såfremt »køber har tilbageholdsret, må dette i relation til § 28 skubbe hovedfordringens forfaldstid«. Forestillede man sig, at køberen havde en sådan tilbageholdsret som i eksemplet – der er udtryk for, at køberen fastholder købet men ikke vil betale for senere leverancer, indtil han havde modtaget tidligere leverancer – ses dette ikke få nogen betydning for reguleringen af modregningsspørgsmålet. Som det fremgår ovenfor i teksten, vil modregning med eksempelvis krav på forholdsmæssigt afslag eller erstatning i anledning af sælgerens misligholdelse med andre leverancer under det samme køb kunne bruges til modregning i kravet på købesummen (når et sådant var opstået), og denne modregning ville kunne ske som konneks efter GBL § 27 (dvs. uanset om betingelserne i GBL § 28 var opfyldt). Se således også Torsten Iversen: Obligationsret, 3. del, 3. udg. (2018) s. 271 og 293 med henvisning til U 2011.1267 H (der endog angik et tilfælde hvor der var tale om krav, som udsprang af forskellige – men ganske vist tæt forbundne – aftaler om køb med successive leverancer). Rent bortset fra, at den almindelige opfattelse forekommer korrekt, opstår der ikke i det nævnte alternative retlige scenario