skyldnerens accept af en egentlig cut off-klausul, som dog dels kan opleves som (meget) byrdefuld, dels ikke gyldigt kan aftales i forbrugerkøb, jf. herved kreditaftalelovens §§ 32 og 33.
Et særligt spørgsmål opstår, når der mellem kreditkøberen og den kreditsælger, der finansierer sig ved fakturabelåning, er indgået aftale om modregning. En sådan aftale kan eksempelvis være formuleret i form af vilkår om løbende mellemregning eller som periodevise stadeopgørelser i tilfælde af eksempelvis mangelfulde eller forsinkede leverancer fra sælgerens side.
Et eksempel på en situation som den sidstnævnte foreligger med U 2017.1601 V: Den 17. november 2013 noterede det danske selskab Alu-Glas A/S modtagelse af meddelelse fra sin tyske glasleverandør GlasService Kiel GmbH (forkortet: GSK) om, at betaling af fakturaer fra GSK fra den 23. oktober 2013 alene kunne ske med frigørende virkning til Ernst Factoring GmbH (forkotet: EF). Alu-Glas og GSK havde på dette grundlag udviklet en praksis, hvorefter Alu-Glas ikke fik udstedt en kreditnota i relation til fakturaen for leverancer, når Alu-Glas konstaterede forsinkelse eller mangler. I stedet skete der modregning i senere fakturaer eller andre fradrag i betalingen for senere leverancer. Den praktiske begrundelse herfor var, at Alu-Glas skulle betale fakturaerne inden otte dage, således at betaling kunne ske, inden der havde været mulighed for at konstatere evt. mangler ved undersøgelse af varen, ligesom det kunne ske, at der betaltes fakturaer for ikke-leverede varer. Ved brev af 8. oktober 2014 fik Alu-Glas meddelelse om, at GSK var gået konkurs, hvilket Alu-Glas noterede den 13. oktober 2014. Under en efterfølgende retssag nedlagde EF over for Alu-Glas A/S påstand om betaling af EURO 60.825,61 (med tillæg af procesrente). EF’s krav blev ikke bestridt af Alu-Glas, der imidlertid krævede modregning med krav vedrørende forsinkede, udeblevne og mangelfulde leverancer vedrørende tre underentrepriser, som Alu-Glas havde påtaget sig, og som oversteg EF’s samlede krav.
Landsretten nåede i modsætning til byretten frem til, at der havde været mangler ved glasleverancerne. Ved afgørelsen af modregningsspørgsmålet blev der lagt vægt på, at der mellem GSK og Alu-Glas havde været et længerevarende samhandelsforhold, hvor Alu-Glas købte glas hos GSK til sin vinduesproduktion, og at Alu-Glas efter at have modtaget denuntiation om overdragelsen af GSK’s fakturakrav til erhververen fortsat havde betalt, ofte uden at have undersøgt det leverede for mangler eller korrekt mængde og uden at advare EF om, at der senere kunne komme indsigelser, der knyttede sig til leverancerne. Skønt manglerne tog til, og Alu-Glas fik kendskab til en likviditetskrise hos GSK, gav Alu-Glas stadig ikke EF nogen advarsel om, at GSK havde udstedt fakturaer på ikke-opfyldte leverancer, og at Alu-Glas nu overvejede at modregne i fakturaerne. Herom oplyste Alu-Glas først efter GSK’s konkurs. På denne baggrund havde Alu-Glas ved sin adfærd skabt en legitimation for GSK til at diskontere fakturaer vedrørende mangelfulde eller ikke leverede ydelser, og havde derved påført EF en særlig risiko for at lide tab ved kontraheringen med GSK. Alu-Glas kunne derfor ikke modregne et erstatningskrav mod GSK over for EF, jf. princippet i GBL § 27.