Dommen er i overensstemmelse med, hvad der i almindelighed antages, nemlig at en modregningsaftale indebærer, at skyldneren kan modregne over for en erhverver af hovedfordringen – her fakturafordringerne – behandles efter reglerne om indsigelser, jf. GBL § 27. ⁹¹⁰910. Se Julius Lassen: Obligationsretten, alm. del, 3. udg., (1917-1920) s. 758 ff., der ligefrem opdeler den egentlige modregningsret i to grupper: Dels aftalt modregning, dels konneks modregning. Se også Torsten Iversen: Obligationsret, 3. del, 3. udg. (2018) s. 256 f. og 310 f. – Se endvidere Ussing: Obligationsret, Almindelig Del, 4. udg. (1967) s. 351 og Lennart Lynge Andersen m.fl.: Gældsbrevsloven med kommentarer, 3. udg. (2017) s. 195: »Aftalt modregningsret hører ligesom konneks modregning til på indsigelsessiden af skillelinjen mellem §§ 27 og 28.« Det sidstnævnte synspunkt kan tiltrædes men kan passende suppleres med den tilføjelse, at en aftalt modregningsret, der stiller skyldneren bedre, end han ville være stillet efter GBL § 28, som hovedregel vil have karakter af en sikkerhedsret for skyldneren. Denne sikkerhedsret udgør pant i egen gæld (pignus debiti). Dette indebærer, at modregningsaftalen for at være beskyttet over for f.eks. overdragerens retsforfølgende kreditorer kræver iagttagelse af en sikringsakt, in casu at der er foretaget en »indefrysning« af den fordring, som skyldneren skal kunne modregne i. Fordringshaveren skal altså være berøvet rådigheden over den fordring, som er reserveret til skyldnerens modregning (hvorved bemærkes, at sælgeren i henhold til en fakturafordring netop ikke frit kan forlange betaling af køberen, når der er aftalt en kredittid på f.eks. 30 eller 90 dage, jf. nedenfor i afsnit 5 in fine). Dommen er imidlertid et eksempel på, hvad der fremgår af slutordene i GBL § 27, nemlig at princippet gælder »medmindre andet følger af særlige retsregler«. Princippet kan være fraveget ved lov – f.eks. bestemmelsen i AFTL § 34 om overdragelse af skriftlige proforma-løfter – men også som følge af aftale eller uskrevne regler. Fravigelse kan også ske som følge af passivitet eller uforsigtig adfærd fra skyldnerens side, f.eks. såfremt skyldneren undladelse af at advare transporthaveren giver denne rimelig grund til at tro, at skyldneren ikke aktuelt har indsigelser mod fordringen, henholdsvis ikke senere vil gøre indsigelser gældende. Det følger af almindelige retsgrundsætninger om passivitet og/eller uforsigtighed, at erhververen i så fald kan opnå bedre ret end overdrageren, således at skyldneren ikke kan modregne over for erhververen (selv om der kunne have været modregnet over for overdrageren). I U 2017.1601 V havde skyldneren udvist en adfærd, der ligefrem forsynede overdrageren (kreditsælgeren) med en legitimation over for financieren, som ville medføre, at erhververen påførtes et tab, hvis modregning tillodes. Fakturaskyldnerens indsigelse om en aftalt ret til modregning ansås følgelig for fortabt. – I det pågældende tilfælde forekom resultatet såre oplagt, idet landsretten ikke blot lagde vægt