Som flere gange anført er udgangspunktet, at erhververen af en simpel fordring ikke får bedre ret end overdrageren, jf. GBL § 27, og dette gælder som udgangspunkt også, når den indsigelse, skyldneren vil hævde, er en aftale om, at mellemværender mellem ham og overdrageren efter aftale afgøres ved modregning. Det er nærliggende – som diskurs til U 2017.1601 V – at overveje, hvorledes stillingen ville have været, hvis også overdragerens (GSK) konkursbo havde været involveret i sagen. Realiteten i den indgåede modregningsaftale var jo – uanset de praktiske grunde, der angiveligt havde motiveret aftalen – at aftalen ville fungere som sikkerhed for fakturaskyldneren, Alu-Glas, i netop en situation, hvor overdragen, GSK, måtte blive ude af stand til at honorere fakturaskyldnerens krav i anledning af forsinkede eller mangelfulde leverancer. En aftale om en udvidet modregningsadgang – altså en modregningsadgang, som stiller skyldneren bedre, end skyldneren ville være stillet efter GBL § 28 – må betragtes som en panteretslignende sikkerhed (pant i egen gæld, dvs. pignus debiti), og til beskyttelse af en sådan sikkerhedsret kræves iagttagelse af en sikringsakt, jf. også note 26 med omtale af kravet om »indefrysning« af – dvs. rådighedsberøvelse af – den fordring, som skyldneren skal kunne modregne i. ⁹¹²912. Jf. Torsten Iversen: Obligationsret, 3. del, 3. udg. (2018) s. 311.

Selv om der er tale om pant i en fordring (mod pantsætteren selv), stiller man ikke et – meningsløst – krav om, at skyldneren skal denuntiere sig selv, jf. GBL § 31. Det kræves imidlertid, at de formål, som en GBL § 31-meddelse skal varetage, er opfyldt. Problemet er mest kendt fra aftaler mellem pengeinstitutter og deres kunder om pengeinstituttets udvidede modregningsadgang over for kunden (og navnlig dennes successorer), og her stilles der krav om, at det rådighedsberøvende formål, som er baggrunden for kravet om meddelelse i GBL § 31, er opfyldt for så vidt angår den egne gæld, hvori skyldneren (pengeinstituttet) har sikkerhed. ⁹¹³913. Dette er klart tilkendegivet i f.eks. U 1995.396 Ø, der omhandlede en aftale om en banks adgang til at modregne med uforfaldne krav i kundens indlån. Østre Landsret afviste, at en sådan aftale om en udvidet modregningsadgang, der gav banken en bedre stilling end efter GBL § 28, kunne gøres gældende over for kundens udlægshæver. Hertil måtte der yderligere – som det ellers sker ved underretning af debitor efter en simpel fordring – kræves, f.eks. spærring af kontoen eller anden tilsvarende effektiv indskrænkning i kundens dispositionsfrihed. – Se om dommen og de nærmere krav til rådighedsberøvelsen Lars Hedegaard Kristensen og Henrik Kure i U 2016B.187 (194) med yderligere henvisninger. I modsætning til den gæld, som pengeinstitutter jævnlig har aftalt sig en