- – at kerneområdet er krav, der hidrører fra »samme retsforhold« (typisk samme aftale). Dette er gældsbrevslovens ordning, som den fremgår både af GBL § 18, stk. 2, og af GBL § 28 (og forarbejderne hertil i Udkast (1935)), og som den er fastslået i højesteretspraksis, jf. U 2011.1267 H (modsat afgørelsen i U 1994.307 V, der er forkert),
- – at der i disse tilfælde ikke bliver tale om nogen konkret hensynsafvejning, da kravene er konnekse,
- – at konnekse modkrav kan gøres gældende over for kreditsælgerens financier efter tilsvarende principper som indsigelser, jf. herved GBL § 27 (dvs. selvom om modregningsbetingelserne i GBL § 28 ikke er opfyldt, jf. U 1997.910/1 H samt U 2011.1267 H),
- – og at krav ikke med modregningsretlig relevans kan være mere eller mindre konnekse (dvs. at konneksitetsbegrebet ikke kan gradbøjes).
Konneksitetsbegrebet kan konkret strækkes videre end til krav, der udspringer af en og samme aftale. Som eksempel herpå anføres fra nyere retspraksis U 2011.1267 H. Dommen, der angik et løbende samhandelsforhold, giver imidlertid ikke anledning til videregående slutninger om, at der kan antages at foreligge konneksitet, alene fordi et kundeforhold har bestået over en vis – længere – periode. I det konkrete tilfælde fandt Højesteret, at et længerevarende forretningsforhold havde udviklet sig til en »én vedvarende samhandelsaftale«, og at der var konneksitet mellem krav på købesummer for leverancer (sket i en aftaleperiode) og senere opståede erstatningskrav (for misligholdelse i en anden aftaleperiode). Det bemærkes herved,
- – at der var indgået en uafbrudt række aftaler med en løbetid på seks måneder og med en betydelig grad af ensartethed,
- – at disse aftaler løbende var blevet forlænget over en årrække (og stedse inden udgangen af den løbende seksmåneders-periode),
- – og at der i »hvert fald« fandtes at foreligge konneksitet henset til, at der var hengået et kortere tidsrum mellem (1) de leverancer, som begrundede hovedkravet (i slutningen af én aftaleperiode), og (2) de erstatningskrav på mistet fortjeneste (som følge af misligholdelse i starten af den følgende aftaleperiode).
For modregning med ikke-konnekse modkrav gælder GBL § 28, som primært beskytter skyldnerens forventning om at kunne have afgjort mellemværendet med sin oprindelige kreditor qua modregning. Hverken