Denne sondring mellem obligatoriske og tinglige rettigheder er blevet kritiseret. 994994. Se Peter Mortensen: Indledning til tingsretten, 2. udg. (2009) s. 26, hvor de tilsvarende ordforklaringer i 3. udgave af Grundlæggende aftaleret kritiseres med den begrundelse, at man kan få det indtryk, at det fortsat menes, at der er grundlag for at sondre mellem obligatoriske og tinglige rettigheder. Modsat er begrebet »tinglig ret« anvendt andre steder i den nyere juridiske litteratur, men i en betydning, som må anses for en nydannelse. Der henvises herom til den nærmere behandling i afsnit 3.
Formålet med nærværende bidrag er at behandle begrebet »tinglig ret«. Som det vil fremgå, har det betydning, om en ret – i den her forfægtede betydning af begrebet – er en tinglig ret. Det skal allerede indledningsvist fremhæves, at begrebet – som andre rettighedsbegreber – alene er et koblingsbegreb og dermed i sig selv er uden mening, men bruges til at forbinde forskellige betingede kendsgerninger (forskelligt retsfaktum) med (en del af) de retsfølger, som er fælles for disse. 995995. Jf. Alf Ross i Festskrift til Henry Ussing (1951) s. 468 ff. og Alf Ross i SvJT 1953.529. Om forpligtelser som koblingsbegreb se Mads Bryde Andersen: Ret og metode (2002) s. 50. Da rettighedsbegreber ikke har selvstændigt indhold, kan de ikke være retsskabende (de har ikke substans). 996996. Jf. Alf Ross: Ejendomsret og Ejendomsovergang (1935) s. 11 ff. Dette indebærer ikke, at det er uhensigtsmæssigt at opstille og anvende begreber. Tværtimod kan relevante begreber lette systematiseringen og gengivelsen af retsstillingen. 997997. Jf. Alf Ross i Festskrift til Henry Ussing (1951) s. 475 ff. Om et begreb er hensigtsmæssigt afhænger derfor af, hvorvidt begrebet opfylder sin fremstillingstekniske funktion, hvilket forudsætter, at de opstillede kriterier for afgrænsningen af retsfaktum gør det til et velegnet instrument for en relevant og stringent behandling af retsstillingen i doktrinen.
Det følgende er et forsøg på at påvise, at det relevante kriterium er, om aktivet er individualiseret inter partes, således at der kun kan haves en tinglig ret over aktiver, som i denne forstand er individualiserede.
Den følgende behandling af sondringen mellem obligationsret og tingsret består af to dele: For det første behandles i afsnit 2 den formueretlige litteraturs systematiske opdeling i obligationsretlige og tingsretlige fremstillinger. For det andet behandles afgrænsningen af (koblings-)
begrebet »tinglig ret« i afsnit 3 og efterfølgende afsnit, og det undersøges, om begrebet kan bidrage til en forenkling af systematikken og/eller til at få retsstillingen til at fremstå klarere, og dermed tjener et fremstillingsteknisk formål.