lingen i discipliner medvirker til at synliggøre de formål og hensyn, som gælder på det pågældende retsområde. ¹⁰⁰¹1001. Som anført af Alf Ross: Om ret og retfærdighed (1971) s. 244 »[...] går systematikken hånd i hånd med en frugtbar generalisering.«.

Formueretten omfatter reglerne om formuerettigheder og kan opdeles i retsdisciplinerne obligationsret og tingsret. Det følger af ovenstående, at opdelingen i obligationsret og tingsret hverken er skarp eller autoritativ. Der kan ikke udledes noget om en regels indhold ud fra, om reglen henregnes til obligationsretten eller tingsretten. Opdelingen er hverken nødvendig eller substantiel, men er begrænset til, om et problem mest hensigtsmæssigt betragtes som et obligatorisk eller tingligt problem. ¹⁰⁰²1002. Jf. Stig Jørgensen: Kontraktsret II (1972) s. 5 og Knud Illum: Dansk tingsret (1976) s. 10. Principielt kunne man derfor afskaffe opdelingen i obligationsret og tingsret. ¹⁰⁰³1003. Se således Peter Mortensen: Indledning til tingsretten, 2. udg. (2009) s. 25 og 31, som argumenterer for, at sondringen mellem obligations- og tingsret næppe længere er nødvendig eller hensigtsmæssig og derfor principielt bør forlades til fordel for fællesbetegnelsen formueret.

Opdelingen i obligationsret og tingsret – obligatoriske og tinglige problemer – har dog en pædagogisk værdi, fordi den letter fremstillingen af sammenspillet mellem flere regelsæt. Det tinglige problem opstår således ikke, medmindre de nødvendige forudsætninger er til stede, og resultatet af den tinglige konflikt har nogle afledte konsekvenser. Ofte afhænger det af regler, som traditionelt behandles i obligationsretten – hvilke rettigheder giver det enkelte inter partes-forhold – om forudsætningerne for en konflikt er til stede. Resultatet af den tinglige konflikt har ofte konsekvenser efter regler, som traditionelt behandles i obligationsretten – hvilke beføjelser parterne står tilbage med i det enkelte inter partes-forhold.

Hertil kommer, at flertallet af de problemer, som traditionelt behandles i obligationsretten, vedrører parters interne forhold. Mange af de problemer, som behandles i tingsretten, er derimod konflikter mellem tredjemænd. ¹⁰⁰⁴1004. Jf. Bernhard Gomard: Introduktion til obligationsretten (1979) s. 73: »Kollisionen mellem flere retsprætendenters krav er et forhold til fremmede eller udenforstående personer og kaldes derfor naturligt for trediemandsrelationer. Reglerne om løsning af sådanne rettighedskollisioner hører under tingsretten.« Smh. Vibe Ulfbeck: Kontrakters relativitet (2000) s. 126 ff. Retsstillingen for konfliktens parter afhænger dermed ikke af deres inter partes-relation, men af deres respektive inter partes-forhold til tredjepart. I eksempelvis køb følger forholdet mellem overdrager og er-