hverver direkte af aftalen, hvorfor en sondring mellem obligationsret og tingsret her er overflødig. Forholdet mellem overdragerens successorer afhænger derimod i første række af hver successors inter partes-forhold til overdrageren – hvilken ret over det omstridte aktiv har hver successor efter deres forhold til overdrageren – og i anden række af tingsretlige regler (beskyttelse over for efterfølgende successorer og adgang til at fortrænge tidligere). Konflikten har dermed ikke udgangspunkt i konfliktens parters interne forhold, men i deres rettigheder over aktivet. Dette kan forenklet udtrykkes som »retten hviler på aktivet«, »retten kan gøres gældende mod aktivet« e.l. Der ligger heri ikke en tilbagevenden til den historiske opfattelse om en tinglig ret som en umiddelbar rådighedsret, hvorefter retsforholdet bestod mellem ting og rettighedshaver. Der er i den moderne danske retslitteratur enighed om, at rettigheder ligger i forholdet mellem personer, dvs. en rettighed forudsætter et krav mod en anden person (rettigheder er interpersonelle). 10051005. Jf. eksempelvis Alf Ross: Om ret og retfærdighed (1971) s. 230 f. og Knud Illum: Dansk tingsret (1976) s. 9. I den henseende adskiller rettigheder behandlet i obligationsretten og tingsretten sig ikke fra hinanden. Udtryksmåderne »retten hviler på aktivet« o.l. har alene pædagogiske formål og signalerer fraværet af et inter-partes forhold mellem de konfliktende rettighedshavere.
Gennemgår man litteraturen, vil man konstatere, dels at den obligationsretlige litteratur behandler emner, som det ville være mere nærliggende at behandle sammen med emnerne i den tingsretlige litteratur – og omvendt – dels at visse emner behandles både i obligationsretten og i tingsretten. Disse »uregelmæssigheder« i systematikken skyldes delvist, at sondringen som nævnt ikke er autoritativ. De skyldes dog også, at skarpe kriterier for opsplitningen ikke nødvendigvis vil medføre en hensigtsmæssig systematik. Der er således gjort flere forsøg på at definere nærmere kriterier for en entydig opsplitning, som dog alle har problemer indbygget i sig. 10061006. Forsøgene på at opstille nærmere kriterier for opdelingen skal ikke behandles her. Der kan i stedet henvises til gennemgangen hos Vibe Ulfbeck: Kontrakters relativitet (2000) s. 122 ff. og Peter Mortensen: Indledning til tingsretten, 2. udg. (2009) s. 25 og 27 ff.
Den opdeling af emner, som følger af traditionen, forekommer overordnet betragtet at være hensigtsmæssig. I de tilfælde, hvor den traditionelle placering i obligationsretten eller tingsretten kan synes mindre vel-