I nyere dansk teori er begrebet tinglige rettigheder behandlet af Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, som definerer en tinglig ret som »[...] en ret over et aktiv, en mængde af aktiver eller en del af en mængde af aktiver, som ikke kun kan gøres gældende i forbindelse med en insolvensbehandling«. ¹⁰¹¹1011. Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen: Internationale aspekter af insolvens- og tingsretten (2002) s. 51. Efter den opstillede definition anses både ret til et bestemt aktiv og ret til en bestemt type aktiv (krav på genus) som tinglige rettigheder. Den anvendte terminologi indebærer yderligere en modsætning mellem tinglige rettigheder og krav på betaling (af forfatteren også benævnt »usikrede krav«). ¹⁰¹²1012. Jf. Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen: Internationale aspekter af insolvens- og tingsretten (2002) s. 47: »Rettigheder, som alene består i et krav på en betaling, er ikke tinglige rettigheder. Disse krav vil terminologisk blive betegnet usikrede krav. I stedet for begreberne tinglige rettigheder og usikrede krav kunne man således tale om rettigheder over aktiver og krav på betaling.« (udh. udeladt). Den i denne begrebsudvikling liggende nydannelse forekommer ikke velbegrundet og er af flere grunde uhensigtsmæssig.

For det første anvendes betegnelserne »sikrede krav« og »usikrede krav« traditionelt i en anden henseende, nemlig om der er stillet sikkerhed (pant, kaution mv.) for kravets opfyldelse. Det pågældende krav kan være et hvilket som helst krav, herunder et formueretligt eller offentligretligt krav. Den af Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen foreslåede terminologi indebærer i kombination med den gængse terminologi, at et krav på samme tid kan være sikret og usikret. Eksempelvis ville et pantsikret betalingskrav være et usikret krav (forfatterens terminologi – kravet på betaling er ikke en ret over et aktiv), men også et sikret krav (gængs terminologi – der er stillet pantesikkerhed), hvortil kommer at selve panterettigheden er et sikret krav (forfatterens terminologi – tinglig ret over pantegenstanden). Alt efter synsvinkel ville et almindeligt pantebrev dermed indeholde et usikret krav, et sikret krav og et sikret krav.

For det andet indebærer opstillingen af tinglige rettigheder og krav på betaling som komplementære mængder en risiko for, at fokus flyttes fra, hvad der kendetegner en tinglig ret, og til om en ret adskiller sig fra betalingskrav. Det er i den forbindelse illustrativt, at når forfatteren anser genuskøberens krav for en tinglig ret, skyldes det snarere en modsætningsslutning fra betalingskrav frem for en analyse af, hvad der kendetegner tinglige rettigheder. ¹⁰¹³1013. Jf. Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen: Internationale aspekter af insolvens- og tingsretten (2002) s. 48: »En genuskøber opnår ved købsaftalen krav på, at sælger leverer et aktiv af en bestemt type, eller om man vil ét af de aktiver af det [sic] pågældende type, som sælger inden leveringen måtte blive ejer af. Det bør anses som en tinglig ret, da der er tale om en ret til et aktiv af en bestemt type og ikke krav på betaling.« (udh. i orig.).