For det tredje er risikoen ved at betragte tingsretten ud fra et insolvensretligt ståsted, at fundamentale forskelle træder mindre tydeligt frem på grund af en eventuel mulighed for lighed i resultatet. Den omstændighed, at både panteret og konkursprivilegium kan give kreditorer dækning i et konkursbo, indebærer ikke, at reglerne om tinglige rettigheder og de insolvensretlige regler om privilegium minder om hinanden. 1014

Pant i en individuel bestemt genstand er en tinglig ret. Tilsvarende indebærer pantsætning af flere forskellige individuelt bestemte genstande, at panthaver har en tinglig ret over hver pantegenstand. Flydende pant, som eksempelvis pant i driftsmateriel mv. efter TL § 37 og TL § 47 b, stk. 2 eller virksomhedspant, jf. TL § 47 c, er kendetegnet ved, at pantegenstandene kan ændre sig over tid i takt med, at aktiver indgår i og udskilles fra pantet. Panthaver har også ved flydende pant en tinglig ret over bestemte pantegenstande. 1015 Selvom pantegenstandene efter panteaftalen er bestemt ved kategorier (tingsindbegreb), og de omfattede enkeltaktiver derfor kan ændre sig over tid, har panthaver en tinglig ret. Ved flydende pant har panthaver således pant i de til enhver tid værende aktiver, som falder ind under tingsindbegrebet. Med andre ord: Selvom panteretten er flydende, hvormed aktiver kan gå ud og ind af pantet, er panthavers ret