Specieskøbet er kendetegnet ved, at salgsgenstanden er individuelt bestemt, således at det er en bestemt genstand, der købes. Køberen kan ikke kræve en anden genstand i stedet, og sælgeren kan heller ikke opfylde aftalen ved at levere en anden genstand, selvom den er mage til den solgte. ¹⁰²⁶1026. Jf. Henry Ussing: Køb, 4. udg. ved A. Vinding Kruse (1967) s. 10. Se eksempelvis også Mads Bryde Andersen og Joseph Lookofsky: Lærebog i Obligationsret I, 4. udg. (2016) s. 42. Ved genuskøbet er salgsgenstanden derimod bestemt efter art. Sælger har pligt til at levere en genstand af den ved aftalen bestemte art, og sælger har ret til at opfylde aftalen ved at levere en hvilken som helst genstand, der hører til arten. ¹⁰²⁷1027. Jf. Henry Ussing: Køb, 4. udg. ved A. Vinding Kruse (1967) s. 10. Genussælger har dermed valgretten med hensyn til, hvilke genstande inden for arten der skal anvendes til opfyldelse af aftalen. ¹⁰²⁸1028. Jf. Lars Hedegaard Kristensen, Anne-Dorte Bruun Nielsen og Torsten Iversen: Lærebog i køberet, 5. udg. (2017) s. 32. Modstykket hertil er, at køberen i udgangspunktet ikke har krav på en bestemt genstand. Først ved sælgers udøvelse af sin valgret får genuskøber ret til en bestemt genstand.

Definitionen af genuskøb gør, at der i praksis er et vist sammenfald mellem artsbestemte krav og manglende tinglig ret. ¹⁰²⁹1029. Smh. Fr. Vinding Kruse: Ejendomsretten 1. bd., 3. udg. (1951) s. 173 om forskellen mellem krav på individuelle genstande og artsbestemte krav: »For artsbestemte krav, altså i forholdet mellem alle kreditorer indbyrdes, bør da efter det anførte lighedsprincippet eller konkurrenceprincippet gælde, og da disse krav heller ikke har beskyttelse overfor omsætningserhververe, er stillingen idethele, at artsbestemte krav som hovedregel ikke har nogen omsætningsbeskyttelse.« (udh. udeladt). Der er dog ikke tale om et nødvendigt sammenfald. Genuskøber kan således have krav på en individuelt bestemt genstand – sælgeren anses for at have udøvet sin