Ved en efterfølgende afgørelse af 28. september 2011 tilkendte Patienterstatningen B yderligere 31.850 kr. i erstatning og godtgørelse for helbredelsesudgifter samt svie og smerte. Det fremgik af klagevejledningen, at ankenævnet kunne tiltræde afgørelsen eller ændre den, så erstatningen blev forhøjet eller nedsat, og at ankenævnet også kunne ændre den oprindelige afgørelse, så hele erstatningen bortfaldt og skulle betales tilbage. Region Syddanmark udbetalte den 10. oktober 2011 som følge af afgørelsen i alt 34.194,89 kr. (inkl. renter) til B.
B’s advokat klagede den 11. oktober 2011 over Patienterstatningens afgørelse af 28. september 2011 for så vidt angik erstatningsposterne svie og smerte samt erhvervsevnetab og anførte vedrørende sidstnævnte bl.a., at B ikke havde forladt arbejdsmarkedet på skadestidspunktet, og at hun ikke var opgivet i kommunalt regi. Hun var derfor fuldt arbejdsfør og hverken tilkendt revalidering, fleksjob eller pension på det tidspunkt, hvor skaden indtraf.
Ankenævnet for Patienterstatningen traf afgørelse den 25. oktober 2012. Ankenævnet ændrede Patienterstatningens afgørelse af 31. januar 2011 således, at B ikke fandtes at være påført en erstatningsberettigende skade. Patienterstatningens efterfølgende afgørelse af 28. september 2011 blev endvidere ophævet som følge heraf. Ankenævnet anførte som begrundelse for, at skaden ikke var erstatningsberettigende, bl.a., at B’s nuværende gener i form af nedsat pumpefunktion med symptomer som åndenød og træthed ikke med overvejende sandsynlighed skyldtes behandlingen hos den praktiserende læge, men måtte tilskrives grundlidelsen i form af forhøjet blodtryk og følgerne heraf samt forhold hos B selv i form af bl.a. svær overvægt.
B indbragte Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse af 25. oktober 2012 for domstolene, og Region Syddanmarks krav om tilbagebetaling meddelt ved brev af 14. november 2012 blev som følge heraf sat i bero. B’s advokat meddelte imidlertid den 9. september 2014 på regionens forespørgsel, at sagen var hævet, og herefter rejste regionen ved brev af 18. september 2014 på ny krav om tilbagebetaling.
Da B ikke betalte, anlagde Region Syddanmark sag mod hende med krav om betaling af i alt 264.123,63 kr. For byretten påstod B frifindelse, subsidiært betaling af 34.194,89 kr. svarende til den erstatning, der var udbetalt i tilknytning til den sidste (påklagede) afgørelse fra Patienterstatningen. For landsretten og Højesteret gentog B kun sin subsidiære påstand, og hun var således indforstået med at tilbagebetale 34.194,89 kr.