eller slet ikke var berettiget til erstatning, og således at hun helt eller delvist skulle betale erstatningen tilbage.
Højesteret finder, at denne vejledning fra Patientforsikringen ikke kan sidestilles med eller træde i stedet for et konkret forbehold om tilbagesøgning fra regionens side.
Regionen klagede ikke over Patientforsikringens afgørelse af 31. januar 2011, og beløbet blev udbetalt til A, uden at regionen tog et konkret forbehold. A havde derfor på tidspunktet for regionens udbetaling en velbegrundet forventning om, at hun havde ret til beløbet, og at dette ikke kunne kræves tilbagebetalt. Det forhold, at det i klagevejledningen i Patientforsikringens efterfølgende afgørelse af 28. september 2011 var anført, at A i tilfælde af klage over denne afgørelse kunne risikere, at ankenævnet ændrede den oprindelige afgørelse med den virkning, at hele erstatningen ville bortfalde og skulle tilbagebetales, kan ikke ændre herved.
Højesteret finder på denne baggrund, at regionen ikke kan kræve det i februar 2011 udbetalte beløb på 229.928,74 kr. tilbagebetalt af A, og Højesteret tager herefter hendes påstand til følge, dog således at beløbet på 34.194,89 kr. skal forrentes fra sagens anlæg den 3. december 2014 som påstået af Region Syddanmark.«
Præmisserne i den anden sag om den brækkede fod (UfR 2018.1149 H) er helt parallelle hermed, blot med henvisning til de konkrete afgørelsesdatoer og beløb i denne sag.
Hovedspørgsmålet i begge sager var som nævnt, om Region Syddanmark kunne kræve tilbagebetaling af den udbetalte patienterstatning, eller om regionen var afskåret herfra efter de almindelige regler om tilbagesøgning (condictio indebiti). 10481048. Der ses herved bort fra C’s anbringende i UfR 2018.1149 H om, at Region Syddanmark efter bestemmelsen om udstykning af erstatningskrav i erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, 3. pkt., var afskåret fra at kræve tilbagebetaling, jf. ovenfor med note 16.
Som det fremgår, indleder Højesteret sine præmisser i begge sager med at henvise til, at Højesteret (allerede) i dommen fra 2016 (UfR 2016.3276), 10491049. Dommen er behandlet ovenfor i afsnit 3 og angik Ankenævnet for Patienterstatningens adgang til, til skade for klageren, at ophæve en tidligere afgørelse, som Patienterstatningen havde truffet, selv om denne afgørelse ikke var påklaget (reformatio in pejus). havde fastslået, at det beror på en selvstændig vurdering, om en region kan kræve tilbagebetaling, og at tilbagebetalingsreglerne i tilstrækkelig grad beskytter den person, der i god tro havde modtaget erstatning eller godtgørelse i henhold til en myndigheds afgørelse herom.