som tilmed ikke følges op med en klage fra regionens side over Patienterstatningens konkrete afgørelse, kan næppe tillægges nogen betydning for adgangen til at kræve tilbagebetaling.

Ved den afvejning, der førte til at nægte regionen tilbagesøgning, fremhævede Højesteret, at regionen ikke havde klaget over Patienterstatningens oprindelige afgørelser i begge sager, hvor erstatningspligten blev fastslået, og at beløbene var udbetalt, uden at regionen havde taget et konkret forbehold. På den baggrund fandt Højesteret, at patienterne på udbetalingstidspunktet havde en velbegrundet forventning om, at de havde ret til beløbene, og at de ikke ville kunne kræves tilbagebetalt. Uden at det har fundet direkte udtryk i Højesterets begrundelse, har det formentlig også indgået i overvejelserne, at beslutningen om at tilkende patienterstatning var truffet af en dertil oprettet myndighed (Patienterstatningen), som selv havde ansvaret for at oplyse sagen, og at der ikke var afgivet urigtige oplysninger af patienterne. Uanset der ikke var identitet mellem afgørelsesmyndigheden (Patienterstatningen) og den udbetalende myndighed (regionen), så var det dog i en situation, hvor regionen ikke havde fundet anledning til at klage over den oprindelige afgørelse om erstatningspligt, mere nærliggende at lægge risikoen for rigtig anvendelse af reglerne om patienterstatning på myndighederne end på patienterne. ¹⁰⁵⁹1059. Jf. herved Torsten Iversen a.st. s. 242. Sml. også UfR 2012.2392 H om tilbagebetaling af arbejdsskadeerstatning.

Det forhold, at den efterfølgende klagevejledning fra Patienterstatningens side advarede om, at de kunne komme til at betale erstatningen tilbage, hvis de klagede over denne senere afgørelse, kunne ifølge Højesteret ikke ændre denne afvejning. Herved sigtes vel navnlig til, at det ikke forekom rimeligt at stille patienterne over for valget mellem at klage over en afgørelse, som de ikke var enige i, eller at risikere at miste de penge, som de allerede havde fået – og måske havde forbrugt. Der kan næppe i Højesterets formulering indlægges et krav om, at erstatningen skal være forbrugt, for at undgå et tilbagebetalingskrav. ¹⁰⁶⁰1060. Undtagelser kan dog tænkes, hvis der tale om en større erstatning, som er i behold på tilbagesøgningstidspunktet, sml. herved FED 2006.171 Ø, hvor en erhvervsevnetabserstatning på over 1 mio. kr. bl.a. var anvendt til køb og istandsættelse af en landejendom. Landsrettens konkrete begrundelse for at pålægge tilbagebetaling i den pågældende sag er dog ikke længere holdbar efter Højesterets domme fra 2017.