lingens indledning er omfattet af KL § 94, og da kun indtil opsigelse, jf. KL § 12 o, stk. 4, eller KL § 12 t, stk. 1, eller afsigelse af konkursdekret.

Ved aftaler om løbende ydelser og vedvarende kontrakter forstås her det samme. ¹⁰⁷⁴1074. Jf. nærmere Torsten Iversen: Obligationsret 3. del, 3. udg., s. 74. Bestemmelsen svarer som udgangspunkt til KL § 56, stk. 2, om konkurs, men er udvidet til ud over ydelser til skyldneren også at omfatte aftaler, hvor det efter aftalen påhviler skyldneren løbende at levere (real)ydelser til medkontrahenten. ¹⁰⁷⁵1075. Jf. Lindencrone Petersen og Ørgaard: Konkursloven med kommentarer, 14. udg., s. 256, Kim Sommer Jensen i Rammeskow Bang-Pedersen m.fl.: Rekonstruktion, 1. udg., s. 352 og Torsten Iversen: Obligationsret 3. del, 3. udg., s. 74. Som følge heraf omfatter bestemmelsen også medkontrahentens krav på andet end vederlag.

Mens der er klart, at bestemmelsen afskærer fortrinsstilling til restancer fra perioden før rekonstruktions påbegyndelse, og KL § 56, stk. 2, ligeledes udgør en begrænsning i retsvirkningen af indtrædelse til kun at angå vederlag for løbende ydelser efter dekretdagen, er det i teorien omdiskuteret, om videreførelse, hhv. indtræden også omfatter erstatningskrav, som udspringer af kontrakten, men ikke klart vedrører en løbende betaling. Et godt eksempel er udlejerens krav på istandsættelse ved fraflytning.

I Konkursloven med kommentarer er anført følgende: »Boets indtræden får tilbagevirkende kraft til konkursdekret, men ikke længere. § 56, stk. 2 hjemler dette med hensyn til vederlag, som boet skal erlægge, men samme synspunkt må anlægges på erstatningskrav.«, og det anføres i kommentaren til KL § 12 p, stk. 2, at denne bestemmelse har samme udgangspunkt som KL § 56, stk. 2. ¹⁰⁷⁶1076. Jf. Lindencrone Petersen og Ørgaard: Konkursloven med kommentarer, 14. udg., s. 502 og 256.

Synspunktet kan ikke tiltrædes. Det må antages, at videreførelsen også medfører KL § 94-status for erstatningskrav, idet KL § 12 p, stk. 2, efter ordlyden angår »krav for tiden«. Bestemmelsen må derfor ses som en undtagelse til hovedreglen om fortrinsstilling, jf. KL § 94, ved videreførelse for krav, der udspringer af kontrakten. Forud for ændringen af KL i 1977 var retsstillingen den, at erstatningskrav hidrørende fra perioden før konkursdekretets afsigelse blev massekrav, hvis konkursboet indtrådte i kontraktsforholdet, jf. U 1947.812 H, og der blev ikke i motiverne taget stilling til spørgsmålet om erstatningskravs stilling i vedvarende kontraktsforhold, som konkursboet indtræder i.