Dernæst skal aftalen være videreført efter KL § 12 o, som er omtalt i afsnit 2.

En gensidigt bebyrdende aftale kan dog alligevel være undtaget som følge af retsforholdets beskaffenhed, jf. KL § 14 c, stk. 2, 1. pkt. Dette forbehold er enslydende med undtagelsen til at videreføre kontrakter, jf. KL § 12 n og konkursboets indtrædelsesret, jf. KL § 53, 1080 og omfatter ifølge lovbemærkningerne bl.a. aftaler om skyldnerens personlige arbejde og andre aftaler, hvor skyldnerens personlige eller faglige egenskaber (personlig goodwill) er af betydning for korrekt opfyldelse af aftalen. 1081 De pågældende eksempler fokuserer på den personlige skyldner og dennes betydning for korrekt opfyldelse af kontrakten. Tvunget debitorskifte bør herefter ikke accepteres, såfremt medkontrahenten kan godtgøre, at skyldneres person er afgørende for kontraktens korrekte opfyldelse, og skyldneren ikke kan eller vil yde den nødvendige indsats efter et (tvunget) debitorskifte.

Det er en nødvendig forudsætning for anvendelse af KL § 14 c, stk. 2, at aftalen er videreført, men forbeholdet i KL § 12 n må som anført fortolkes snævrere, da der ikke sker debitorskifte ved rekonstruktion. Der er således mulighed for, at en selvstændig bedømmelse af retsforholdets beskaffenhed efter KL § 14 c, stk. 2, vil afskære debitorskifte, selv om vurderingen efter KL § 12 o tillader en videreførelse af aftalen.

Er skyldneren et selskab, f.eks. et ApS eller A/S, kan der næppe stilles krav om bestemte nøglemedarbejderes fortsatte deltagelse, medmindre andet fremgår af aftalegrundlaget. I udgangspunktet er selskabet part i aftalen og må som forpligtet sørge for at have de fornødne kompetencer. Såfremt en personlig skyldner, hvis deltagelse af afgørende, kunne få ansættelse hos en eventuel erhverver af virksomheden, vil skyldnerens fortsatte deltagelse bero på en ny aftale herom, hvilket ikke kan ændre på, at retsforholdets beskaffenhed i udgangspunktet vil afskære debitorskiftet efter KL § 14 c, stk. 2. 1082 Indgås en frivillig aftale må almindelige regler om debitorskifte formentlig skulle iagttages.

Forbeholdet angår alene retsforholdets beskaffenhed, hvorimod loven ikke opstiller nærmere krav til erhververen, som indtræder i forpligtel-