eller lignende, ud over det indirekte, at uredeligheden skulle være sket »i forskning«, hvilket f.eks. vil udelukke eksamenssnyd i gymnasier og på universiteters bachelor- og kandidatuddannelser. Formanden skulle træffe afgørelse i retlige spørgsmål (§ 9, stk. 5) og altså ikke overlade sådanne til kollektiv afgørelse.
Selvom UVVU-2 modsat UVVU-1 var en del af den offentlige forvaltning og derfor som en selvfølge underlagt en række forvaltningsretlige krav, vigtigst et krav om hjemmel, videreførte UVVU-2 UVVU-1’s praksis med at vurdere ikke alene, om der forelå uredelighed, men også om der i modsat fald dog forelå brud på god videnskabelig praksis. Det henvises til afgørelserne i Årsberetningerne for 1999 (sag 1 og 2), for 2000 (sag 1 og 2) for 2001 (1, 2, 3, 4 og 7), for 2002 (artiklen s. 9 af den afgående formand Hans Henrik Brydensholt med den markante kommentar til en afgørelse »Videnskabelig uredelighed fra indklagedes side forelå altså ikke. Men hermed var sagen ikke slut«, samt sag 3 og 5). Af særlig interesse er sag 7 i 2001, hvor en fagforening spurgte UVVU-2, hvor hjemlen var til at behandle sager om god videnskabelig praksis. Dette fik ikke UVVU-2 til at studere indholdet af 1998-bekendtgørelsen nærmere. Den er ikke nævnt med et ord i begrundelsen, 12631263. Bortset fra Lomborg-sagen hviler omtalen af sager i UVVU på referaterne i årsberetningerne. Der kan være en risiko for, at disse ikke altid er helt dækkende. der i stedet henviser til en artikel i 1995-årsberetningen – altså afgivet af UVVU-1 på et andet retsgrundlag – til omtalen af norsk (!) praksis i Årsberetningen for 1997 (stadig UVVU-1) og til, at det af Årsberetningen for 1999 fremgår, at der »har været enighed om fortsat at anvende normen for god videnskabelig skik«. Gengivelsen af denne årsberetning er imidlertid fordrejet. Det hedder heri (s. 11), at der ikke i bekendtgørelsen er »taget stilling til, om udvalgene skal fortsætte det tidligere udvalgs arbejde med oplysende virksomhed til fremme af god forskningspraksis« og at der på det første fælles møde i UUVU-2 »... var generel enighed om, at det oplysende arbejde er så vigtigt, at det burde fortsætte«. Rettelig og retligt er der naturligvis en dyb og principiel forskel mellem en offentlig myndigheds oplysningsvirksomhed og dens afgørelsesvirksomhed.
Denne umulige praksis ophørte, efter at Bjørn Lomborg klagede over en afgørelse fra januar 2003 (under den første formand, der fratrådte med udgangen af februar) til ministeriet, der ophævede afgørelsen og hjemviste den til fornyet behandling, jf. Årsberetningen for 2003, sag 4, 5 og 6 (reelt samme sag). Klagen var understøttet af et responsum af Peter Pagh