nebrog«. Det er flagbekendtgørelsen, der indeholder denne forbudsnorm. Men hvor er hjemlen til flagbekendtgørelsen? Normalt kan en minister jo kun udstede bekendtgørelser, der har bindende virkning for borgerne, hvis ministeren i en lov er blevet bemyndiget hertil. Men en sådan lov har vi ikke for flagning. Hvordan kan forbuddet mod at flage med fremmede nationers flag så være gyldigt?
Et muligt svar er selvfølgelig, at det kan det heller ikke. At flagbekendtgørelsen fra 1915 må anses for uhjemlet og dermed ulovlig. At den altså overhovedet ikke kan håndhæves over for borgerne, og at en dommer derfor, hvis der rejses en straffesag, skal frifinde den, der har hejst det fremmede flag i sin flagstang.
For nu snart 40 år siden, da jeg på særdeles inspirerende vis blev undervist i statsret af Gorm Toftegaard Nielsen, blev jeg forklaret, at jurister altid gør sig de største anstrengelser for at forsøge at hitte på en hjemmel, også selv om den mest nærliggende konklusion måske i virkeligheden er, at der foreligger en ulovlighed. Gorm brugte her bl.a. flagbekendtgørelsen som eksempel. Eksemplet var velvalgt, for i den lærebog i statsforfatningsret, der blev undervist efter, rubricerede forfatteren, der var ingen ringere end Max Sørensen, nemlig flagbekendtgørelsen som en bekendtgørelse, der formentlig måtte antages at være udstedt med hjemmel direkte i grundlovens § 3, 2. pkt., om den udøvende magt. 12911291. Max Sørensen, Statsforfatningsret, 2. udg. ved Peter Germer, 1973, s. 212, og tilsvarende i bogens førsteudgave fra 1969, s. 210 f. Gorm Toftegaard Nielsen lod i sin licentiatafhandling, Grundlovens § 3. Retssikkerhed eller demokrati, 1977 (utrykt), spørgsmålet om flaganordningens hjemmel ligge og henviste, s. 97, blot herom til Peer Lorenzens anmeldelse af Max Sørensens førsteudgave.
Dette synspunkt havde den åbenbare svaghed, at den selvstændige anordningsmyndighed, som man i statsretten traditionelt har antaget er hjemlet i grundlovens § 3, 2. pkt., alene angår anordninger, der ikke retter sig mod borgerne og gør indgreb i deres retsforhold. Men netop indgreb i borgernes retsforhold kan man jo roligt sige, at flagbekendtgørelsen gør.
I sin omfattende anmeldelse af Max Sørensens Statsforfatningsret slog Peer Lorenzen da også årvågent ned på netop dette punkt. Han undrede sig over, at Max Sørensen kunne finde hjemlen i den selvstændige anordningsmyndighed efter grundlovens § 3, 2. pkt., og anførte, at »herimod må det dog gøres gældende, at anordningen af 1915 er en ren forbudsbestemmelse tilmed belagt med straf (jfr. nu »blanketstraffebestemmelsen« i strfl. § 110 c) ... Det kan ikke bestrides, at ... 1915-anordningen berører