symbol. 1295 Den folkelige brug førte til drøftelser i den enevældige regering om det betimelige i at give officiel tilladelse til den private flagning. Der var flertal herfor blandt ministrene, men Frederik 6. var stærkt imod, og resultatet blev kancellicirkulærets generelle forbud.

Kongens modstand mod menigmands brug af flaget var formentlig influeret af, at borgernes brug af flaget, i lyset af 1830-revolutionen i Frankrig som betød genindførelse af Trikoloren, blev set som noget, der var forbundet med stræben efter demokrati. 1296 1834-cirkulæret indeholdt i tillæg til forbuddet mod, at private flagede, et forbud mod, at andre landes konsuler i Danmark flagede med deres nationalflag, undtagen dog på skibe som tilhørte deres egen nation.

Tyve år senere, den 2. august 1854, blev 1834-cirkulærets forbud mod flagning ophævet. Det skete ved kongelig resolution af 7. juli 1854, bekendtgjort ved Justitsministeriets cirkulære af 2. august 1854. Det hed heri, at det i den kongelige resolution af 21. december 1833, som meddelt ved cirkulæret af 7. januar 1834, »indeholdte Forbud mod Flagheisning maa være ophævet, saaledes at det for Fremtiden tillades Alle og Enhver i Kongeriget at heise Dannebrogsflaget uden Split fra deres Eiendomme eller Boliger i Kjøbstæderne og paa Landet, og at det ligeledes for Fremtiden bliver fremmede Magters her bosatte Konsuler uformeent sammesteds at lade deres respektive Nationalflag vaie«.

Ophævelsen af forbuddet mod at flage med Dannebrog var udtryk for en legalisering af den praksis, der havde bredt sig under det voksende nationale røre i 1840’erne og under Treårskrigen 1848-51, hvor menigmand uden repressalier havde brugt Dannebrog til at demonstrere glæde og nationalt sindelag. Med 1854-cirkulæret blev ordet »Dannebrog« i øvrigt for første gang anvendt i officielt sprog. 1297

Et forbud mod at benytte fremmede nationers flag fulgte allerede af den enevældige Frederik 6’s 1834-cirkulæres bestemmelse om, at »Ingen Privatmand må lade noget Flag Vaie«, da forbuddet her var helt generelt affattet (»noget Flag«). Dette forbud blev præciserende fastslået med justitsminister Zahles flagbekendtgørelse i 1915, der som nævnt forbød