grammer, som anvendes til fremstilling eller drift af databaser, der kan konsulteres ved brug af elektronisk udstyr.
Medens der således trækkes en grænse til edb-programmerne, er der intet i vejen for, at en database også kan nyde ophavsretlig beskyttelse som værk efter OHL § 1, stk. 1, eller som samleværk efter OHL 5, hvis kravene til værkshøjde er opfyldt. I realiteten udgør databasen en struktureret samling, undertiden kaldet en kompilation, af værker, data eller andet materiale (eksempelvis et multimediaprodukt med integreret tekst, lyd og billeder), og alle sådanne sammenstillinger eller kompilationer vil principielt kunne kvalificeres både som værker i ophavsretlig forstand og som databaser i databasedirektivets forstand. Databaser vil derfor efter omstændighederne kunne beskyttes efter såvel OHL §§ 1 og 5 som § 71.
I henhold til databasedirektivets art. 3 skal databaser, som »på grund af udvælgelsen eller struktureringen af indholdet udgør ophavsmandens egen intellektuelle frembringelse«, have ophavsretlig beskyttelse som sådan. Beskyttelsen er knyttet til opbygning og struktur, ikke til indhold, og værkshøjdekravets originalitetsvurdering er – i lighed med hvad der gælder for edb-programmer – også udelukkende knyttet hertil, ikke til yderligere krav om en særlig kreativitet eller lignende, jf. hertil sag C-604/10: Football Dataco (EU:C:2012:115).
Ophavsrettens værkshøjdekrav fører med sig, at en hel del databaser ikke kan opnå ophavsretlig beskyttelse. Pudsigt nok vil en datasamling, der er ekstra god og værdifuld, fordi den er udtømmende eller tilnærmelsesvis komplet på sit område, ofte ikke kvalificere sig til ophavsretsbeskyttelse, eftersom der ikke er sket nogen original udvælgelse af materialet, jf. Mads Bryde Andersen: IT-retten, 2. udg. 2005, p. 413, og Peter Schønning: Ophavsretsloven, 6. udg. 2016, p. 223. Behovet for beskyttelse er imidlertid utvivlsomt til stede, og i dag tilgodeses det så i stedet gennem databasedirektivet og OHL § 71. (Allerede den gamle katalogregel, som blev indført med ophavsretsloven af 1961 og dennes § 49, og som den nye databasebeskyttelse nu er splejset sammen med i § 71, rummede dog en naboretlig beskyttelse af »arbejder, der sammenstiller et større antal oplysninger«).
Til forskel fra beskyttelsen efter OHL §§ 1 og 5 stiller sui generis-beskyttelsen efter databasedirektivet (og OHL § 71) ikke krav om værkshøjde eller originalitet. I stedet er beskyttelsen ifølge direktivets art. 7, stk. 1, betinget af, at »indsamling, kontrol eller præsentation af en databases indhold ud fra et kvalitativt eller kvantitativt synspunkt er udtryk for en væsentlig investering«. Det fremgår heraf, at kravet om en væsentlig investering knytter sig til »indsamling, kontrol eller præsentation« af databasens indhold, dvs. til frembringelsen af selve databasen og dennes funkti-