af 1833 med det generelle flagningsforbud var ikke givet til værn for statens neutralitetsforanstaltninger, og diplomatiske ubehageligheder i en fredstid var af en ganske anden og langt ringere karakter end det, der kunne risikeres under en krig, jf. straffelovens § 104’s ord om forsvarsforanstaltninger. Der forelå derfor kun en partiel analogi, men en sådan var netop udelukket efter straffelovens § 1. Dynnesen måtte derfor frifindes.

Andenvoterende, Poul Christian Poulsen, voterede på samme måde og kunne i det væsentlige tiltræde førstevoterendes bemærkninger. Poul Christian Poulsen ville stadfæste landsrettens dom i henhold til dens grunde. Byretsdommerens ræsonnement om, at resolutionen af 1854 havde ophævet 1833-resolutionen, var efter Poulsens opfattelse ufatteligt, men under alle omstændigheder kunne straffelovens § 104 ord om »Statens Forsvars- eller Neutralitetsforanstaltninger« ikke fortolkes således, at den også ramte et forhold som det foreliggende, og kunne der ikke straffes efter § 104, så kunne man overhovedet ikke straffe.

De to yngste dommere fik tilslutning fra de to ældste. Ottendevoterende, Christian Ludvig Riise, ville således ligeledes stadfæste landsrettens dom i henhold til dens grunde. Hvis der skulle dømmes efter straffelovens § 104, måtte man vide, hvilke »forsvars- og neutralitetsforanstaltninger« der var udsat for fare. Retsformanden, præsident Cosmus Meyer, voterede på samme måde. Det var ham imod at vride loven, således som det efter hans opfattelse ville være nødvendigt for at bringe det foreliggende tilfælde ind under § 104. Det, bestemmelsen sigtede til, var, at Danmark skulle holde sig uden for en strid mellem to fremmede magter. Der måtte, fandt Cosmus Meyer, med lethed kunne skaffes en lov til ordning af forholdene.

Fem dommere stemte imidlertid for at straffe Dynnesen. I modsætning til førstevoterende fandt disse voterende, at den kongelige resolution af 1833 måtte sidestilles med en lov, og at det også fortsat forholdt sig således. Spørgsmålet for disse voterende var derfor alene, om straffelovens § 104’s ord om »neutralitetsforanstaltninger« kunne antages at række til at omfatte det foreliggende forhold. Flere af de voterende gav udtryk for en vis tvivl, men opfattelsen var, at der var fornøden hjemmel i § 104 til at straffe Dynnesen. Begrebet neutralitet måtte, udtalte tredjevoterende, Bohn-Rasmussen, også omfatte statens ønske om at holde sig uden for internationale forviklinger, og dette hensyn var ligeså levende i fredstid. Fjerdevoterende, Petrus Bülow, fandt, at flagning vakte og kaldte på nationalitetsfølelsen, og at neutralitetsforanstaltninger i § 104 derfor måtte fortolkes som omfattende også det foreliggende forhold. Femtevoterende,