»Men desuden indeholder ’positiv Ret’ ikke en fuldgyldig betegnelse for den i en given Stat gjældende Ret. Denne bestaar ingenlunde blot af udtrykkelige Lovforskrifter, men for en stor Deel ogsaa af Regler, som den almindelige Folkebevidsthed har anerkjendt som grundede i samfundets Tarv, saaledes som samme under Medvirkning af Folkets Characteer, Sæder, religiøse Forestillinger, historiske Begivenheder og andre Forhold er blevet opfattet. Disse Retregler have for en stor Deel dannet sig inden skrevne Love blev til; ej heller har nogen Lovgiver gjort Forsøg på at optegne alle saadanne Regler, men derimod forudsat dem som givne, samt dertil idelig knyttet enkelte Bestemmeler, hvorved deres Tilværelse og Gyldighed har faaet en bestemt Erkjendelse. Alt dette, der endog udgjør det vigtigste Grundlag for den i de virkelige Stater gjældende Ret, kan ingenlunde selv siges at være positiv (sat) Ret, men maa i Ordets rette Forstand siges at være Naturlig Ret.« 13201320. Ørsted: Af mit livs og min tids historie (1851) s. 148-149.
Den nutidige læser kunne indvende, at Ørsted ikke behøvede at anerkende naturretten for at anerkende uskreven ret, der – uden at være søgt kodificeret af lovgivningsmagten – har været forudsat gældende og undertiden er anerkendt i lovgivningen. Den nutidige jurist ville anse den af Ørsted omtalte uskrevne ret for demokratisk forankret på grund af lovgivers accept, men det var ikke Ørsteds argumentation.
Ørsted var på nippet til at sondre mellem »sat« og »ikke sat« positiv ret, men han knyttede den uskrevne ret til folkebevidstheden og til den naturlige ret. Det skyldes måske, at den uskrevne ret spillede en betydelig rolle under enevælden, hvor danske lov fra 1683 i stigende grad udspillede sin rolle. Samfundsforholdene udvikledes sig, og retsudviklingen måtte af pragmatiske grunde følge med samfundsudviklingen, selv om lovgivningen ikke kunne følge trop.
Ørsteds ærinde var imidlertid ikke at understøtte en religiøs naturret, om end han anerkendte, at retslæren havde en etisk dimension. Om Aristoteles skriver han således: »Hans Justitia universalis, der, som han selv anmærker, ikke er en Deel af Dyden, men meget meere indbefatter den heele Dyd, kan naturligvis ingen Ledetraad være til at adskille Retslæren fra Dydelæren.« 13211321. Ørsted: Moralfilosofiske skrifter i udvalg (1936) s. 17. Ørsteds ærinde var snarere – som andre i samtiden, såsom f.eks. von Savigny – at modvirke en udvikling af retten i elitær retning som følge af de abstrakte systemer og vedtagne kodifikationer i lovbøger.
I stedet for at udvikle en abstrakt filosofi måtte den lovkyndige på grundlag af kendskab til »Lovene og de historiske Hjelpemidler for dens