For Bornemann var den positive ret tilsvarende først og fremmest en konsekvens af samfundets anerkendelse af retten: »En Retssætning faaer saaledes positiv forbindende kraft, ikke ligefrem fordi mange Individer have erkjendt dens Rigtighed, eller fordi de have staaet i den aldeles velbegrundede Formening, at den var almenforbindende, men fordi disse Manges Anerkjendelse godtgør, at Regelen er anerkendt af Samfundet.« ¹³³⁰1330. Ibid s. 45. Retten udspringer med andre ord af samfundet, og retten ses ikke i første række som et middel til at ændre samfundet. Uskrevne normer kunne derfor antages at gælde, før de blev knæsat i sædvaner, ligesom sædvaner kunne korrigeres og ændres ved lovgivningen, der således blev det centrale udgangspunkt for retten.

Bornemanns synes derved at have lagt grunden til det gældebegreb, Alf Ross senere førte frem. Under alle omstændigheder forlod Bornemann naturretten ved at fokusere på loven og sædvanen som de primære kilder til almenviljen, idet han som subsidiære kilder anerkendte analogi, grundsætninger og naturret. Praksis blev dog ikke anerkendt, da praksis ikke nødvendigvis var udtryk for den af samfundet accepterede ret. Bornemann var den første i norden, der forsøgte at formulere en retskildelære. ¹³³¹1331. Björne: Nordisk Rättskällelära (1991) s. 21f.

Trods denne udvikling var Bornemann i sin retslære tilsyneladende upåvirket af den praktiske virkeligheds omvæltninger, og det ser ikke ud til, at grundlovens vedtagelse har sat sig spor i forfatterskabet. ¹³³²1332. Dalberg-Larsen: Dansk retsfilosofi: udviklingslinjer og portrætter (2006) s. 198. I sit syn på retsvidenskaben var han imidlertid helt opmærksom på den praktiske virkeligheds forhold, der varierer efter tid og sted, idet retsvidenskabens rolle er at foretage en »friere, systematiserende Tænkning, som gjør sig gældende ved Sammenstillingen og anordningen af de enkelte Retsbestemmelser og Retsinstitutioner.« ¹³³³1333. Bornemann: Foredrag over den almindelige Rets- og Statslære (1863) s. 1.

Retsvidenskabens rolle er imidlertid ikke begrænset til denne systematisering: »Saaledes maa det altsaa erkjendes, at Retsvidenskabens Opgave ikke er fuldstændig løst ved den positive Retsvidenskab; den har desuden