turlig karakter. 13481348. Ibid s. 36. Bentzon vendte sig tilsvarende mod tidligere forfatters syn på retten og lagde vægt på det praktiske retslivs mangfoldighed.
Bentzon mente, at retsvidenskaben havde tre formål og dertil knyttede begrænsninger. Pædagogisk er det ikke muligt at fremstille samspillet mellem retten og samfundslivet. Reformatorisk er det nødvendigt at holde retsudviklingen under kritisk opsyn, så det følger med samfundsudviklingen. Og i retsudøvelsen skal der søges efter en »for livet gunstig løsning inden for de bånd, som lovgivningen og den øvrige ret lægger på min handlefrihed.« 13491349. Ibid s. 39. Retsvidenskabens rolle er i det lys at »begrunde Virkelighedens Kendsgerning: den positive Ret«, 13501350. Bentzon: Noter til C. Goos' Forelæsninger over den alm. Retslære (1897) s. 17. ligesom praktikere skal uddannes på universiteterne. 13511351. Ibid s. 2. Bentzon tog klar afstand fra naturretten ud fra ganske samme grundsynspunkt, som tidligere Goos og senere også Ross indtog:
»Al naturret« eller »ethisk Retsfilosofi«, er uvidenskabelig som i sit Princip personlig og subjektiv. Dette den historiske Skoles Standpunkt maa for saa vidt tiltrædes, som den ethiske Retsfilosofi virkelig kun udtrykker en personlig Opfattelse, hvis sætninger ikke havde objektiv Gyldighed. Det vilde nemlig være en Fiktion at antage, at vi alle, naar vi lutre vore Hjerter og Hjerner, ville finde et fælles Sæt af Livsnormer, af hvilke de der angaar Retten danne en af den fælles ethiske Overbevisning dikteret ideal Retsorden.« 13521352. Ibid s. 9.
Bentzon skriver et andet sted:
»Retsreglers Indhold bestemmes ikke bedre ... udfra en Lære om ’en enkelt Grundværdi’. Der findes, saavidt skønnes, hverken for hele Menneskeheden eller for Enkeltpersoner nogen Grundværdi, men derimod en hel Kreds af store og små Værdier, som kan trives vel Side om Side, men som også kan tørne sammen, saaledes at det bliver en Livets Kunst at skaffe dem alle passende Raaderum.« 13531353. Bentzon: Skøn og Regel (1914) s. 7.
Bentzon fokuserer på rettens praktiske virkning som det samlende i retsordenen, idet han mente, at fokus burde være på at studere rettens baggrund og virkning. Bentzon træder dermed frem som pragmatiker, der tog afstand til retsbevidsthed og naturret som grundlag for uskreven ret.