er her selve det frembragte værk (i form af programkoderne). Ud over eksemplarfremstilling tilbyder ophavsretten som udgangspunkt også eneret til at gøre værket tilgængeligt for almenheden ved spredning, visning og fremførelse.
Normalt siger man, at ophavsretten beskytter værkets konkrete udtryksform, men ikke bagvedliggende ideer eller understrukturer, herunder et computerprograms algoritmer. Denne anskuelsesmåde kan virke lidt forsimplet, når der gælder sådanne programmer, hvor netop sammensætningen af programkoderne er med til at danne selve programmets opbygning og struktur – eller programkonceptet, om man vil. 9090. Jf. Mads Bryde Andersen: IT-retten, 2. udg. 2005, p. 289 ff., Morten Rosenmeier i Schovsbo, Rosenmeier og Salung Petersen, 5. udg. 2018, p. 87 og 167. En eventuel beskyttelses mod efterligning af selve konceptet synes i en vis forstand at ville kunne danner bro til den patentretlige ækvivalensbeskyttelse, jf. lige nedenfor. Samtidig må det dog med henvisning til EU-praksis fastholdes, at ingen af de enkelte understrukturer, herunder »hverken et edb-programs funktionalitet eller det programmeringssprog og det datafilformat, der anvendes i et edb-program«, nyder ophavsretlig beskyttelse, jf. sag C-406/10: SAS Institute (EU:C:2012:259).
I patentretten, hvor rettigheder kun kan stiftes ved registrering, knyttes beskyttelsen ikke til opfindelsen i sig selv eller til en efterligning heraf, men til den beskrivelse af opfindelsen, som fremgår af det i patentansøgningen fremsatte patentkrav, jf. PTL § 39 og EPK art. 69. Dette suppleres af et såkaldt ækvivalenskriterium, hvorefter patentets eneret også kan udstrækkes til at omfatte andre fænomener, der er »teknisk ligeartede« og derfor må anses for en manifestation af samme tekniske ide/løsning, jf. f.eks. U 2009.1523 H og U 2014.488 H.
Når det handler om it-fænomener, vil der ofte ligge en væsentlig investering bag frembringelserne. Dette er dog kun en formel betingelse for opnåelse af eneretsbeskyttelse, hvis det drejer sig om sui generis-beskyttelse af databaser, jf. ovenfor. Er betingelsen her opfyldt, kan andre end rettighedshaveren ifølge databasedirektivets art. 7, stk. 1, forbydes at foretage »udtræk og/eller genanvendelse« af databasen eller en væsentlig del deraf, vurderet kvalitativt eller kvantitativt. De nævnte begreber antages indholdsmæssigt at svare til den eksemplarfremstillings- og tilgængeliggørelsesret, som kendes fra værksbeskyttelsen i OHL § 2, og OHL § 71 er derfor formuleret i overensstemmelse hermed.