Ross taler om retsudøvelsen som »resultanten i et kræfternes parallelogram, i hvilket de dominerende vektorer er henholdsvis den formelle og materielle retsbevidsthed.« 13771377. Ibid s. 162. Ét sted sammenfatter Ross grundsynspunktet på denne måde:
»Som resultat af det foregående kan det fastslås, at retsudøvelse er andet og mere end blot intellektuel virksomhed. Den har sin rod i hele dommerens personlighed, hans formelle og materielle retsbevidsthed såvel som hans forstandsmæssige opfattelser. Den er konstruktiv stillingtagende fortolkning såvel som konstaterende fortolkning rettet med tydning af givne fortolkningsdata. Den er på en gang erkendelse og vurdering, passivitet og aktivitet.« 13781378. Ibid s. 163.
Det juridiske skøn, fremhæver Ross, »gennemsyrer al retsdannelse: på den ene side hensynet til retssikkerheden, der gør det ønskeligt, at retten er så præcist artikuleret, som sproget over hovedet tillader det; på den anden side hensynet til, hvad man kalder konkret billighed, d.v.s. kravet om, at afgørelsen kan accepteres som rigtig under hensyn til det enkelte tilfældes særegne omstændigheder.« 13791379. Ross: Indledning til Retsstudiet (1974) s. 79.
Ross anerkender – naturligvis – betydningen af rets- og kulturtraditionen, retsbevidstheden, retfærdigheden, rettens samfundsmæssige betydning, dommerens personlighed samt fornuftighed og rimelighed. 13801380. Ross: Om ret og retfærdighed: en indførelse i den analytiske retsfilosofi (1953) s. 169. Alt dette betød dog ikke, at Ross var begejstret for den praktiske betydning af f.eks. retsfølelsen i retsudøvelsen:
»Har man først indset, at retsfølelsen ikke er en åbenbaring af en oversanselig gyldighed, retfærdighedens evige principper eller guds vilje, men blot en empirisk, psykisk kendsgerning blandt andre; at den er et historisk produkt presset frem gennem et spil af kræfter, blandt hvilke magtfulde gruppeinteresser, primitive instinkter og nedarvede magiske og religiøse forestillinger har spillet en rolle; og at retsfølelsen, selv om den ændrer sig med samfundsforhold, dog ofte, på grund af traditionens træghedsmoment, sakket bagud i forhold til samfundsforholdenes udvikling – har man indsat alt dette, mister retsfølelsen sin motiverende kraft. Man kan da ikke undlade at spørge, hvorfor vi ved ordningen af vores sociale problemer skal lade os dominere af denne følelse der irrationelt binder os til fortiden.«