anvendte de mere nutidige udtryk formel og materiel retfærdighed, der indgår i kræfternes parallelogram.
Det er formentlig nærmest umuligt at beskrive den konkrete grænsedragning for juraen. Det er på den ene side klart, at jura ikke er teknik, logik og mekanik (formalisme), og det er lige så klart, at jura heller ikke er filosofi, moral og etik (idealisme).
Den almindelig retsbevidstheds betydning for retslivet er et fælt understuderet fænomen, men måske vi kommer det lidt nærmere ved at læse et afsnit, hvor Alf Ross tager afstand fra formalistiske deduktioner (positivisme i praksis) ved at henvise til »friretlige« metodeteorier, som efter hans opfattelse bedre giver udtryk for, hvordan retsudøvelsen rent faktisk udfolder sig:
»de idealistiske retsteorier, hvorefter rettens gyldighed udledes af en retten iboende ide, princip eller formål (retfærdighedens ide, folkets retsoverbevisning, solidaritetens princip, samfundsnytteprincippet m.m.), og hvorefter loven kun betragtes som et mere eller mindre vellykket forsøg på at realisere denne ide. I overensstemmelse hermed bestemmes lovfortolkningens opgave som en »tilendetænkning« af loven i harmoni med rettens iboende princip. De friretlige metode- og fortolkningsteorier kan, alt efter det forudsatte grundsyn på rettens natur, have nærmere naturretligt, sociologisk eller historisk-psykologisk præg. I nyere tid har det især været almindeligt at henvise til sociale formålsbetragtninger og interesseafvejninger som direktiver for en fri lovfortolkning. De friretlige teorier kommer sandheden nærmere end de positivistiske.« 13821382. Ibid s. 185. Se tilsvarende H.L.A. Hart: the Concept of Law (1962) s. 200.
Ross var således helt på det rene med den praktiske betydning af friere vurderinger, ligesom hans retskilde- og fortolkningslære i det hele taget var pragmatisk, fordi den hvilede på en virkelighedsnær forståelse af, hvordan retsudøvelsen foregår i praksis. Så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det, at Ross taler om »friretlige« forhold, når han samtidig anerkender, at i valget mellem rimelige fortolkninger »[vil] i de fleste tilfælde friretlige vurderinger blive udslagsgivende.« 13831383. Ibid s. 187.
Det spørgsmål står tilbage, hvorfor de friretlige vurderinger ikke blev betegnet som retlige? Det skyldes formentlig først og fremmest, at Ross ikke havde sat sig for at udvikle en retsteori, der favnede et retsgrundlag for og en normering af de vurderinger, han kalder friretlige. Ross anerkendte, at der er et element af vurderende og stillingtagende virksomhed fra dommerens side over for forskellige fortolkningsmuligheder, men han