der, moser, strandenge, ferske enge og biologiske overdrev, når disse naturtyper dækker et større areal end 2.500 m². ¹³⁸⁸1388. § 3 lyder: »Der må ikke foretages ændring i tilstanden af naturlige søer, hvis areal er på over 100 m² eller af vandløb eller dele af vandløb, der af miljøministeren efter indstilling fra kommunalbestyrelsen er udpeget som beskyttede. Dette gælder dog ikke for sædvanlige vedligeholdelsesarbejder i vandløb. Stk. 2. Der må ikke foretages ændringer i tilstanden af (1) heder, (2) moser og lignende, (3) strandenge og strandsumpe samt (4) ferske enge og biologiske overdrev, når sådanne naturtyper enkeltvis, tilsammen eller i forbindelse med de søer, der er nævnt i stk. 1, er større end 2.500 m² i sammenhængende areal. Stk. 3. Der må heller ikke foretages ændring i tilstanden af moser og lignende, der er mindre end 2.500 m², når de ligger i forbindelse med en sø eller et vandløb, der er omfattet af beskyttelsen i stk. 1.«

Umiddelbart lyder reglen enkel. Det er den ikke. I praksis giver § 3 anledning til mange sager, der hænger sammen med reglens indgribende virkning, men også skyldes tvivl om, hvad der forstås ved begreberne ’naturlige søer’ og biologiske afgrænsninger som moser, enge og biologiske overdrev.

Den korte forklaring på de mange tvister om § 3 er ud over reglens indgribende virkning, at det med få modifikationer er biologiske kriterier, der afgør om en lokalitet er omfattet, og at ejeren af arealet ofte ikke ved eller vidste, om et areal er omfattet af § 3, fordi de fleste ejere ikke har den nødvendige biologiske indsigt. Selv om kommunerne foretager registrering af naturtyper omfattet af § 3, er denne registrering ikke bindende og har ikke karakter af en afgørelse. Forbuddet i § 3 er således umiddelbart gælder, selv om ejeren ikke er underrettet om, at ejendommen er omfattet af § 3, jf. fx U 2011.1241 H. ¹³⁸⁹1389. Selv om retspraksis hidtil fast har afvist, at registrering af areal som omfattet af § 3 er en afgørelse, har Miljø- og Fødevareklagenævnet i MAD 2017.336 Mfk ophævet kommunes § 3 registrering af mose med henvisning til forvaltningslovens § 19 pga. manglende partshøring af ejer. Dermed er forudsat, at registreringen er en afgørelse, hvilket er afvist i alle tidligere afgørelser fra klagenævn og domstole.

Den lidt uddybende forklaring er vanskelighederne ved at bestemme betydningen af retsfaktum i § 3. Både det beskyttede areal og den beskyttede tilstand er dynamiske, og det beror på biologiske kriterier, om en lokalitet udgør en beskyttet naturtype, og hvilken tilstand der er beskyttet. Dette betyder, at en lokalitet kan ’vokse ind’ i forbuddet efter § 3, men det betyder også, at en lokalitet kan »vokse ud’ af § 3, uden reglen er overtrådt. Der er dermed tale om et forbud mod at foretage ændringer i en tilstand, som lovligt kan og vil ændre sig i alle tilfælde. Dette kompliceres