yderligere af, at en betydelig del af de sager, som kommunerne har rejst i de senere år, drejer sig om, hvorvidt § 3 blev overtrådt for 10-20 år siden, hvor forholdene i alle tilfælde har ændret sig. I mange tilfælde er det således evident, at den beskyttede naturtype pga. dyrkning ikke har eksisteret på arealet de sidste 10-20 år. Hertil kommer, at markerne i mange tilfælde har skiftet ejer, og at den nye ejer blot har fortsat den tidligere landmands dyrkning af arealet, uden den nye ejer havde mulighed for at vide, at der tidligere var en beskyttet naturtype på marken.
Dette må yderligere sammenholdes med naturbeskyttelseslovens § 74, hvorefter det påhviler den til enhver tid værende ejer eller bruger af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold. Dette rejser spørgsmålet om bevisbyrden for, at der tidligere var en beskyttet naturtype på ejendommen, og for at denne er ophørt som følge af tidligere ejers overtrædelse af § 3. Det har derfor betydning, om overtrædelse af § 3 forudsætter simpel uagtsomhed fra tidligere ejer, eller om den nye ejers hæftelse efter successionsreglen i § 74 er udtryk for et objektivt ansvar, således at subjektive faktorer alene kan tillægges betydning for, om der skal meddeles lovliggørende dispensation.
Hvis § 3 er overtrådt, og retlig lovliggørelse afvises, er næste spørgsmål, hvad der forstås ved fysisk lovliggørelse, dvs. hvilke foranstaltninger den nye ejer er forpligtet til at iværksætte for at lovliggøre forholdet. Dette rejser nye problemer, da naturbeskyttelsesloven ikke indeholder hjemmel til genopretning eller undersøgelsespåbud. 13901390. Se herom Pagh: TfM 2016, s. 237 og senest MAD 2017.414 V. Klagenævnspraksis kan ikke bidrage, fordi hverken det nugældende Miljø- og Fødevareklagenævn eller de tidligere klagenævn kan prøve indholdet i lovliggørelsespåbud, jf. naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1 og MAD 2016.161 Ø. 13911391. Det må derfor bero på en misforståelse, når det i domshovedet U 2018.137 H anføres, at »Natur- og Miljøklagenævnets påbud om retablering af forholdene ved to søer var gyldigt«, da klagenævnet ikke har kompetence til at tage stilling til lovliggørelsespåbud, men kun om der foreligger en ulovlig tilstand.
Foreløbigt sammenfattende efterlader § 3 uklarhed om, hvilke lokaliteter der er omfattet og hvornår, hvilken tilstand der ikke må ændres, hvilke handlinger forbuddet omfatter, og hvor langt tilbage reglen gælder. I relation til retsfølge giver reglens håndhævelse yderligere anledning til usikkerhed om betingelserne for at kræve fysisk lovliggørelse, og hvad der kan påbydes. Det volder således betydelige problemer at afgøre, om en lokalitet var/er omfattet af § 3, henholdsvis hvad der er forbudt efter