ler det myndighederne at godtgøre, at søen ikke blot er midlertidig. Derimod har Natur- og Miljøklagenævnet anlagt en mere udvidende fortolkning, jf. MAD 2004.1643 Nkn om kunstig sø dannet ved, at sediment fra Odense Havn var spulet op for at holde sejlrenden fri, samt MAD 2016.25 Nmk, hvor bassiner etableret for at tilbageholde forurenende stoffer inden udledning af regnvand i Storebælt blev registreret som § 3-søer, hvilket betyder, at den nødvendige oprensning af bassinerne kræver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65. 13991399. Se tillige Moe & Brandt: Miljøret (8. udg.) 2015, s. 218.
Senest har Højesteret i U 2018.137 H fundet, at ulovligt etablerede søer var omfattet af § 3, selv om der ikke var sket retlig lovliggørelse efter planloven og vandløbsloven, hvilket Højesteret begrundede med
»at der hverken i ordlyden af naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1, eller i forarbejderne til denne bestemmelse er holdepunkter for, at beskyttelsen i medfør af § 3 af en sø, der er etableret uden de fornødne tilladelser efter vandløbsloven og planloven, er betinget af, at der efterfølgende er truffet afgørelse om retlig lovliggørelse, når adgangen til at kræve fysisk lovliggørelse er fortabt som følge af passivitet. [...] fordi tilsynsmyndigheden og lodsejerne ikke inden rimelig tid havde reageret mod de ulovligt etablerede søer trods viden om de faktiske forhold.«
Højesteret forholdt sig derimod ikke til forarbejderne til håndhævelsesloven fra 1984, hvor det bl.a. anføres, at der ikke kan vindes hævd på en ulovlig tilstand, og at kommunen som følge heraf har pligt til at imødegå alle ulovlige forhold med enten fysisk eller retlig lovliggørelse, så retsfortabende passivitet ikke fritager kommunen fra pligten til retlig lovliggørelse.
Sammenholdes U 2018.137 H med U 2011.1241 H, er retsstillingen herefter den, at en lokalitet kan vokse ind i § 3 ved en ulovlig handling, selv om der ikke er sket retlig lovliggørelse. Derimod kan lokaliteten ikke vokse ud af § 3 ved en ulovlig handling. Denne fortolkning savner støtte i forarbejderne, 14001400. Se uddybende Pagh: TfM 2013.165 og Pagh: TfM 2015.96. men kan forklares med, at Højesteret har opfattet det som et skønsspørgsmål, hvor domstolene er tilbageholdende med at tilsidesætte myndighedens skøn.
Som de omtalte domme og afgørelser illustrerer, er de i § 3 beskyttede naturtyper fortolket på den måde, at hvis biologerne klassificerer en sø som ’naturlig’ er den omfattet af § 3, uanset årsagen til søens opståen. Det betyder med andre ord, at menneskelige frembringelser, som biologerne