har ønsket, at disse naturtyper skal være i fred for mennesker. Dette gælder dog ikke ubetinget. Hidtidige aktiviteter kan fortsætte, og de direkte og indirekte påvirkninger af tilstanden, der ikke foregår inden for naturtypen eller i umiddelbar nærhed af denne, kan fortsætte, selv om det ændrer tilstanden og kan fjerne en naturtype. Tilsvarende omfatter forbuddet i § 3 ikke ophør af aktiviteter, selv om dette kan føre til, at naturtypen helt forsvinder.
Forbuddet mod at ændre tilstand i bestemte naturtyper er således ikke udtryk for, at naturtypen nødvendigvis skal opretholdes, men er mere beslægtet med en beskyttelse af naturens dynamik. Således bortfalder forbuddet mod at ændre tilstand, hvis den beskyttede naturtype forsvinder eller ikke længere har den fornødne udstrækning, medmindre denne ændring skyldes en overtrædelse af § 3. I sidstnævnte tilfælde består beskyttelsen af naturens dynamik i en hvis forstand i et ønske om, at naturen skal bringes tilbage til den tilstand, der var før den ulovlige handling, hvor der dog i naturbeskyttelsesloven savnes lovhjemmel til at påbyde andet og mere end at fjerne ulovlige indretninger, 14091409. Se Pagh: TfM 2016, s. 237. medmindre der er tale om miljøskade efter naturbeskyttelseslovens § 77, hvor der i miljøskadeloven er hjemmel til at kræve genopretning af naturen. 14101410. Se herom Pagh: Fast ejendom – regulering og køb, 2017, s. 597. Medmindre forholdet anses for miljøskade, vil det derfor være overladt til naturens dynamik, om den beskyttede naturtype »genopstår«, når den ulovlige indretning er fjernet.
Meningen med dette bidrag har først og fremmest været at afgrænse, hvad forbuddet i § 3 betyder, ved at undersøge reglens retsfaktum samt at belyse, hvordan reglen fortolkes i praksis, og hvilke afgrænsningsproblemer der opstår, når den påståede overtrædelse er sket, mange år før den påståede overtrædelse opdages, hvor tilstanden er væsentligt ændret og naturtypen ofte ikke længere eksisterer.
Som det er fremgået, er overtrædelser af § 3 ofte i praksis opfattet som en skønsmæssig vurdering, der hovedsagen beror på en naturfaglig vurdering, som domstolene ikke vil tilsidesætte. Dette har betydet, at der er anlagt en slags helhedsvurdering, hvor der sjældent tages nærmere stilling til de vanskeligheder, det frembyder at bestemme retsfaktum, og hvor forbuddet i § 3 i mange tilfælde er fortolket udvidende.
Hvis aktiviteten er anmeldt til kommunen, giver en sådan analytisk systematik i regelanvendelsen ikke anledning til juridiske betænkelighe-der, hvis der ved stillingtagen til, om der skal meddeles dispensation til det anmeldte aktivitet, tages højde for alle dele af retsfaktum ved udøvelse af skønnet. Det kan dog ud fra samfundsøkonomiske betragtninger anføres, at det giver anledning til unødigt besvær for ejeren og øget sagsbehandling i kommunerne, at § 3 fortolkes udvidende, og at der er risiko for juridiske misforståelser i praksis, da sagsbehandlingen typisk varetages af biologer med begrænsede juridiske forkundskaber.
Anderledes stiller det sig, når den juridiske vurdering skal danne grundlag for ansvar for overtrædelser af et forbud mod at ændre en tilstand, som i alle tilfælde ændres, og hvor det ofte er omtvistet, om lokaliteten var omfattet af § 3, da den påståede overtrædelse blev begået. I disse tilfælde tilsiger retssikkerhedshensyn, at der er den fornødne sikkerhed for, at der foreligger en overtrædelse af reglens retsfaktum, og dermed også, hvad dette retsfaktum indebærer mht. objektive og subjektive betingelser, hvilket let overses ved en bred skønsmæssig vurdering.
Mere overordnet er problemet, om man kan pålægge ejeren ansvar for manglende biologisk indsigt. Hensynet til reglens efterlevelse og retssikkerhedshensyn kan derfor begrunde en lovændring, hvorefter forbuddet mod at ændre tilstand kun omfatter de lokaliteter, hvor myndighederne forudgående har truffet forvaltningsretlig afgørelse om, at der er en beskyttet naturtype. Dette vil svare til jordforureningslovens regler om forureningskortlægning, der netop er begrundet med, at ejeren har beskeden mulighed for at vide, om en ejendom er forurenet. Anvendes denne model på beskyttede naturtyper, vil en stor del af den nuværende uklarhed om overtrædelser af § 3 kunne imødegås, og retspraksis vil herefter med rette kunne koncentrere sig om prøvelse af det retlige skøn. Men indtil det måtte ske, er der ikke grund til at udvise tilbageholdenhed i prøvelsen af retsfaktum ved påståede overtrædelser af § 3.