det fænomen, der ønskes beskyttet, til de enkelte beskyttelsesmodellers kriterier.
Selv om ophavsretten (inkl. beskyttelsen af computerprogrammer) og patentretten (inkl. beskyttelse af computerrelaterede opfindelser) principielt lever i hver sin verden, har navnlig grænsefladen mellem den ophavsretlige og den patentretlige beskyttelse af forskellige it-frembringelser i tidens løb givet anledning til hovedbrud, men også grænserne mellem den almindelige ophavsretlige beskyttelse og den mere specifikke beskyttelse af henholdsvis computerprogrammer og databaser kan efter omstændighederne krydses.
I relation til den første problematik – ophavsretlig versus patentretlig beskyttelse af it – har Mads Bryde Andersen givet sit – meget pædagogiske og samtidig plausible – bud på, hvordan ophavsretten og patentretten kan leve i fordragelighed på it-rettens område, idet det essentielle i patentrettens krav om »teknisk effekt« simpelthen anses som en negation af selve de instrukser, et ophavsretsbeskyttet computerprogram sender til processoren: Den ophavsretlige programbeskyttelse betragtes som rettet mod input-siden (instruktionerne til maskinen), og patentbeskyttelsen betragtes som rettet mod output-siden (den tekniske effekt). 9191. Jf. Mads Bryde Andersen: IT-retten, 2. udg. 2005, p. 485. Ud fra denne anskuelsesmåde vil patentbeskyttelsen fungere komplementært til det ophavsretlige system: De to systemer er hverken kolliderende eller overlappende, men vil meningsfuldt kunne eksistere side om side til opfyldelse af hver sin funktion.
Grænsen er dog skønsmæssig, og diskussionen om den korrekte beskrivelse heraf er på ingen måde slut endnu. I en nyere norsk afhandling har Torger Kielland: Patentering av informasjonsteknologiske oppfinnelser, 2017, behandlet patenterbarheden af it-opfindelser ud fra dels et »maskinperspektiv« (forbedring af datamaskinen og den fysiske brug af denne) og dels et »informasjonsperspektiv« (forbedring af selve datahåndteringen), hvor patenterbarheden i sidstnævnte henseende er forbeholdt den databehandling, som har en »operasjonell funksjon« (teknisk effekt). Det sidste er det springende punkt, der samtidig adskiller den patentretlige beskyttelse fra den ophavsretlige, som traditionelt netop ikke beskytter funktionelle elementer.
I relation til den anden problematik – almindelig ophavsret versus henholdsvis lex specialis-reguleringen af computerprogrammer og sui generis-beskyttelsen af databaser – er situationen en lidt anden. Her er på den ene side ganske vist tale om forskellige beskyttelsesmodeller – programbe-