skal godkendes af Kulturministeriet, jf. ophavsretslovens § 50, stk. 4. Aftalen vil derefter binde både de ophavsmænd, der repræsenteres af organisationen, og udenforstående ophavsmænd, der ikke gør, jf. § 50, stk. 3. Der findes særlige aftalelicensbestemmelser, der specifikt gør det muligt at kopiere og på anden måde disponere over forældreløse værker, herunder §§ 13 om brug af værker i undervisning eller 24 a om gengivelse af kunstværker. Andre projekter kan få aftalelicenser i kraft af bestemmelsen om »generel aftalelicens« i ophavsretslovens § 50, stk. 2. Bestemmelsen siger, at der kan udstedes aftalelicenser på områder, der ikke er specifikt defineret i loven. Det betyder i praksis, at der nu kan laves aftalelicenser til digitalisering af alle former for forældreløse værker, hvis bare man kan få en aftale om det med en repræsentativ ophavsmandsorganisation, og hvis ministeriet efterfølgende kan godkende aftalen. Bestemmelsen blev indført i dansk ret i 2008, bl.a. for at lette digitalisering af forældreløse værker. Siden da har Copydan-foreningerne udstedt en række generelle aftalelicenser, bl.a. om mindre digitaliseringsprojekter. En liste over projekterne findes på den ovenfor note 6 nævnte hjemmeside.

§ 50, stk. 2, om generel aftalelicens blev som sagt indført i 2008. Før den tid var der begrænsede muligheder for at håndtere forældreløse værker inden for lovens rammer. Der skete derfor tit det, at man rådede over dem uden tilladelse i tillid til, at der nok ikke skete noget. Typisk kombinerede man det med diverse symbolske handlinger, der skulle signalere ens vilje til lovlighed. Mange bøger udtaler f.eks. i kolofonen, »Forlaget har gjort alt, hvad det kunne, for at finde frem til ophavsretsindehavere til illustrationsmateriale. Skulle nogen alligevel føle deres rettigheder krænket, bedes de rette henvendelse til forlaget herom« el.lign. Det er også forekommet, at de, der stod bag digitaliseringsprojekter uden tilladelse, prøvede at gøre afbigt ved at stifte forfatterlegater mm. Det var f.eks. sådan, UfR blev digitaliseret i sin tid, efter initiativ fra bl.a. festskriftets genstand. Yderligere eksemplifikation i min artikel i Liber Amicorum Ditlev Tamm, Kbh. 2010 s. 792 ff. Der er dog også en række digitaliseringsprojekter, der er gennemført uden tilladelser, legater eller andet. Jeg mener f.eks. at vide, at det er den måde, NIR og Juristen er digitaliseret på. Man tænkte, at forfatterne måtte være interesseret i, at deres ting blev læst, og at man jo, hvis der mod forventning skulle melde sig en forfatter, der følte anderledes, kunne fjerne vedkommendes tekst fra nettet igen. Og så sprang man ud i det.