I forlagsaftaler indgået før ca. midten af 90’erne vil den mulighed at udgive værkerne digitalt slet ikke være overvejet eller omtalt. Nyere kontrakter giver derimod typisk forlaget ret til digital udgivelse. Men der er en juridisk formodning for, at det betyder udgivelse ad sædvanlige kommercielle kanaler, herunder via digitale boghandlertjenester, forlagenes egne hjemmesider mm. Derimod har det formodningen mod sig, at det skulle give forlagene ret til at stille bøgerne gratis til rådighed som led i digitaliseringsprojekter. I den forbindelse kan der, ud over til almindelige kontraktsfortolkningsprincipper, 98 henvises til den ophavsretlige »specialitetsgrundsætning«, dvs. et princip om, at aftaler, hvorved en ophavsmand overdrager rettigheder til andre, skal fortolkes indskrænkende til fordel for ophavsmanden. Hvis der er tvivl om, hvorvidt ophavsmanden overdrager mere eller mindre, skal aftalen forstås sådan, at han overdrager mindre. 99 Specialitetsgrundsætningen fremgår nu af ophavsretslovens § 53, stk. 3, men har karakter af en basalt princip, der også fremgik af tidligere ophavsretslove. Den afspejler den erkendelse, at de enkelte ophavsmænd typisk står svagt over for deres medkontrahenter. Specialitetsgrundsætningen er en blandt flere måder, hvorpå man beskytter dem. Den indebærer bl.a., at overdragelsesaftaler som udgangspunkt ikke omfatter udnyttelsesformer, der ikke er kendt på aftaletidspunktet. 100 Der kan derfor ikke være tvivl om, at de forfattere, hvis bøger skal indgå i Projekt Jurabog, typisk ikke har overdraget de relevante dele af deres ophavsrettigheder til de juridiske forlag. Projekt Jurabog kan derfor kun gennemføres, hvis der klareres rettigheder i forhold til de enkelte forfattere eller deres eventuelle arvinger.

I relation til de bøger, der ligger på Projekt Jurabog i øjeblikket (dvs. vinter 2018), er rettighederne klareret ved direkte henvendelse til forfatterne eller deres arvinger. De har alle fået et brev fra Projekt Jurabog, hvor de opfordres til at give samtykke til projektet. De fleste af bøgerne er forholdsvis nye, og i mange tilfælde er de skrevet af nulevende kolleger.